Individuel Terapi

For nogle handler terapi om at få mere klarhed og kunne træffe valg, der føles rigtige. For andre handler det om at finde en måde at være i det svære på – uden at kæmpe så meget imod, men i stedet lære at acceptere det, der er, og omfavne sig selv.

Måske har du brug for et kærligt skub til at finde din retning og få øje på dine ressourcer og styrker. Eller måske har du brug for at vende blikket indad og blive klogere på dine egne behov, ønsker, drømme og længsler.

Måske står du midt i sorg, savn eller et tab, der har forandret dit liv. Det kan være svært at finde fodfæste, når noget eller nogen, du holder af, ikke længere er, som det var før. Måske forsøger du at få hverdagen til at hænge sammen, samtidig med at du bærer på noget, andre ikke altid kan se.


I terapien behøver vi ikke altid finde løsninger eller skynde os videre. Der skal også være plads til det, der gør ondt, og til at undersøge, hvordan du kan leve med det, der er blevet anderledes. Sammen kan vi lede efter små skridt og nye muligheder, der kan hjælpe dig med at finde fodfæste igen.

Terapi kan også hjælpe dig med at forstå dine relationer bedre og den måde, du er sammen med andre på.

Der er ikke ét bestemt mål med terapien. Du er selv med til at forme det, vi arbejder hen imod. Det vigtigste er, at vi sammen undersøger, hvad der giver mening for dig, og hvad du har brug for lige nu.


“At finde vej videre i livet betyder ikke, at vi skal glemme det, vi har mistet, eller give slip på det, der har haft betydning for os”.


I Individuel terapi kan vi blandt andet arbejde med:

  • At få øje på dine styrker og ressourcer – og undersøge, hvordan du kan bruge dem i forskellige situationer og sammenhænge.
  • Blive klogere på dine værdier – gennem værdiøvelser, der kan hjælpe dig med at mærke hvad der er vigtigt og meningsfuldt for dig – lige nu og for fremtiden.
  • Skabe struktur og overblik i hverdagen f.eks med en ugeplan, der tager højde for både dine behov, din energi, forpligtelser og det, der giver dig glæde.
  • Få større klarhed over dine behov, ønsker og grænser – og øve dig i at lytte mere til dig selv uden selvbebrejdelse.
  • Undersøge mønstre og handlemåder – så du kan blive mere bevidst om, hvad der hjælper dig, hvad der dræner din energi, og hvad du ønsker at gøre anderledes.
  • Arbejde med andre konkrete øvelser og redskaber – tilpasset det, du står i, og det du gerne vil have hjælp til.
  • Finde retning og tage små skridt – når du står over for valg, forandringer eller noget, der føles svært.
  • Styrke din relation til dig selv – med fokus på selvforståelse, accept og på at møde dig selv med mere omsorg og selvkærlighed.
  • Sorg, savn og tab – når du mister et menneske, en relation, en drøm eller den fremtid, du havde forestillet dig. Vi kan undersøge, hvordan sorgen påvirker dig, og hvordan der kan blive plads til både det, du har mistet, og det liv, der fortsætter.
  • At få viden om sorg og to-sporsmodellen – og undersøge, hvordan modellen kan hjælpe dig med at forstå, at sorgen kan fylde og forandre sig over tid, samtidig med at hverdagen med familie, arbejde, ansvar og sociale relationer fortsætter.