Min historie

Min egen historie har sat sine spor og er en del af den, jeg er. Den har givet mig erfaring med, at livet kan tage mange drejninger, og en dybere forståelse for sorg, krise, forandring, mange blandede følelser og det, der kan følge med, når livet ikke længere er, som man havde forestillet sig. I en tidlig voksen alder mistede jeg min far og min morfar, som jeg var meget tæt på. I de samme år fik jeg mit første barn og mistede også min svigerfar. Nogle år senere døde min veninde – samme måned, som jeg fødte min yngste søn. Det var hårdt. Også i årene efter, og hvor den måned på én gang rummer mange gode og mange triste minder.

Jeg havde i flere år udfordringer med at få børn, og jeg var derfor meget taknemmelig for at blive mor. I dag har jeg to drenge i skolealderen.

Jeg har været gift og er siden blevet skilt. I dag har jeg et sundt og trygt forhold til børnenes far, som var min partner gennem 13 år. Jeg har også været i et usundt parforhold og stået i livsforandringer, som har udfordret min identitet og mit syn på mig selv.

Jeg har selv oplevet at blive alvorligt syg og stå tilbage med en krop og en identitet, der føltes forandret. Jeg har mærket, hvordan alvorlig sygdom kan vende hverdagen på hovedet og sætte en hel familie i krise og hvordan hver enkelt kan stå tilbage med sin egen oplevelse, sin egen sorg og sit eget perspektiv.

Gennem mine egne erfaringer har jeg fået en dyb forståelse for, hvor forskelligt det kan føles, når livet pludselig ændrer retning. Jeg kender til savn, sorg, kærlighed og blandede følelser – også følelsen af meningsløshed ved tab. Og jeg kender til den usikkerhed, der kan opstå, når man ikke længere helt kan genkende sit eget liv eller sig selv – i det, der er.

Jeg oplever, at der ofte bliver spurgt til det, der sker med kroppen, når vi bliver syge eller rammes af noget alvorligt. Men hvad med mennesket, der står midt i det?

Hvad står du, og måske din familie tilbage med bagefter?

Måske er der en sorg. En forandret hverdag. Et parforhold, der har ændret sig. En anden måde at være sammen på. Eller en følelse af ikke længere helt at kunne genkende sig selv eller sit parforhold.

Det er noget af det, jeg gerne vil skabe plads til i terapien.

Til det, der sker med mennesket og relationerne, når forandringen rammer. Når hverdagen bliver vendt på hovedet. Når sorg, sygdom eller en livskrise ikke længere kun handler om det, der kan ses udefra, men også om alt det, der sker indeni.

På min blog deler jeg også nogle af mine egne erfaringer og refleksioner om livet, sorgen, kærligheden, relationer, forandringer og det, der kan være svært at sætte ord på.

Mine egne oplevelser, min viden om sundhedsvæsenet indefra og mine erindringer som indlagt patient er alt sammen noget, der har været med til at give mig et stærkt ønske om at skabe plads til det, vi så ofte ikke får sagt højt. De emner, der ofte bliver glemt eller nedprioriteret.

Jeg bringer både faglig viden og forståelse samt personlige erfaringer med mig ind i mødet. Men først og fremmest møder jeg andre, som et menneske. Med nærvær, rummelighed, mildhed og respekt. For jeg ved, hvor meget mod det kan kræve at række ud og sige: Jeg har brug for hjælp.