Jeg har set sygehusets gange fra alle vinkler….

Som sundhedsperson, som pårørende og som patient. Men intet forberedte mig helt på følelsen af at ligge i sengen og mærke kroppen svigte. På at miste kontrollen. Det har givet mig et særligt blik på livet, kroppen, relationerne – og det usagte i mødet med livsforandringer, sygdom, tab, håb og sårbarhed.

Et blik ind i hospitalets og menneskets indre

Lyset i vandrehallen er skarpt, næsten ubarmhjertigt. Det afslører alt – de trætte øjne, de tomme stole og hende, der sidder med sin hånd i en andens. En pårørende. Nærværende, varm, bekymret. Han forsøger at holde hendes blik. Hun ser væk.

Indlæggelsen kom pludseligt, som sygdom ofte gør. Et operativt indgreb, sagde de. Nødvendigt. Rutine, måske. Men intet føles som rutine nu. Kroppen reagerer – med feber, smerte, træthed, modstand. Benene er usikre, trætte og knækker sammen under hende. Hver tur til toilettet kræver opmærksomhed, tålmodighed og vilje. Når hun ligger i sengen, er selv det at vende sig en langsom, anstrengende kamp.

Hun kunne mærke den komme – som en bølge af kulde og klaprene tænder, der langsomt blev erstattet af brændende varme – svedig og klam. Tankerne flød som sirup, som den pandekage, hun ikke spiste dagen før, fordi hendes mave gjorde så ondt af forstoppelsen. Den er kommet snigende og den gør ondt. Feberen!

Lyset ses udenfor. Længslen efter frisk luft, varme fra solen, fuglekvidder, motion og velvære. Længslen er kæmpestor. Hun savner at føle sig fri og let.

Åndedrættet er blevet overfladisk, som om det ikke tør gå helt ned, dér hvor det gør ondt. Appetitten er væk. Munden smager af metal og medicin. Hun spiser næsten ikke – undtagen om natten, ude på gangen, når kroppen er mindre træt, maven rumler, og tankerne er mest klare. En lille hvid skål havregrød klokken tre om morgenen og rød saftevand, serveret med hast, for natsygeplejersken er allerede på vej videre.

Telefonen kimer. Nogle mennesker kommer, de snakker. Falckreddere. En patient flyttes i hastig fart forbi med ledninger, uro og støj – skriger, hun er i stor smerte. Hun høre en masse fodtrin, høje stemmer i det fjerne og en dør smække bag sig.

Hun sidder stille i det hele. Trækker vejret. Mærker arrene, trætheden, kroppen som noget nyt – eller snarere noget andet. Noget, hun skal lære at kende igen. Svækket. Ændret. Ikke som før.

Av. Nu kom der smerte igen, og maven er hård. En skarp, genkendelig bølge af mavekneb og smerte ved åndedrættet. Hun må ind og hvile i sengen og vente på sin smertestillende medicin – morfinen. Vente på lindring. På ro. På at kunne trække vejret lidt dybere igen.

Hun er psykisk påvirket, mentalt sårbar – og samtidig omringet af omsorg. Han er der. Hun er der. Holder i hånd, dupper panden ved feber. Viser nærvær. Snakker og griner af en historie om deres børn. Længslen er stor – savnet og de tabte dage hjemme med børnene. Han giver hende komplimenter og smiler. Hun vil tage imod det. Hun gør det næsten. Men det er svært, når kroppen føles fremmed, og identiteten skrider.

Hun er stadig kvinde. Stadig elsket. Men også syg, søgende og fortvivlet. Usikker på fremtiden og ventende. Hun ved ikke hvad der skal ske.

Dagene går med tv, en bog hun ikke formår at læse men blot bladrer lidt i – bogstaverne hopper, hun kan ikke samle sig. Hun snakker med medindlagte patienter. Korte samtaler, et smil eller forstående nik. Kiggen ud af vinduet. Hun lytter til samtalerne ude på gangen. Observere de andre indlagte. Diverse scanninger, lægebesøg, daglig måling af værdier, daglige blodprøver. Hun får ekstra jern og optankning af blod, kroppen kan ikke klare sig selv. Medicin i CVK’et hver dag – mange gange i døgnet. Det bliver rutine, det bliver hverdag. Men det derhjemme savner hun.

Børnene kommer på besøg. Det er hendes fødselsdag. Gaver. Lagkage, juice og glade børn. Lykønskninger fra alle. Glæde og godt humør. Men hun kan ikke tage det ind, dum dag. Hun har ondt, hun er træt, og overskuddet er minimalt. Hun er frustreret, hun er opgivende, hun er sent på den, børnene har ventet længe – tålmodigt og nysgerrigt. Hun mærker en indre glæde ved synet af børnene. Hun smiler, mens tårene presser dig på.

Pårørende besøger hende – hun er glad for besøg. I kort tid. Nu vil hun være alene i sin seng. Hun er træt, glad men også sorgmodig. Hun føler et tab. Hun har et kæmpe stort savn og ønsker højere end noget andet, at blive rask. Hun græder og trøstes af en medindlagt kvinde, som fortæller en smuk forårs historie – det beroligere hende. Trætheden overmander hende hun må hvile.

Indtil næste dag, hvor det meste gentages.

Vandrehalen summer af liv og af krise. Af andres fodtrin, ventetid og håb. Hun sidder ikke alene. Og alligevel – et sted indeni – føles ensomheden som noget, ingen helt kan nå ind til.

Lægen kommer sidst på formiddagen. En kort banken på døren, et nik, et blik – og så beskeden, de har ventet på: Behandlingen har stabiliseret kroppen. Infektionstallet er faldet betydeligt. Feberen er ikke helt væk, den kommer fortsat af uforklarlige årsager, men hun er stærk nok til at blive udskrevet. Resten skal klares ambulant fremover.

Hun nikker. Glad. Lettelsen breder sig i kroppen som en varme, men nervøsiteten ligger lige under huden. En uro, hun ikke helt kan forklare. Hun er uforstående – men lydhør. Nu skal hun hjem i trygge omgivelser. Men intet er som før.

De pakker sammen. Tøj, bøger, blade og snacks i posen. De visne blomster bliver smidt ud. Den gave en medindlagt patient havde lavet ud af et sugerør og et lille flag skal med hjem, som et kærligt minde. Han hjælper med trøjen, med tasken, med at trække dynen til side. Hun kigger sig rundt, mærker en underlig følelse, som hun ikke kan beskrive. Arm i arm går de – med små, forsigtige skridt og mange pauser – hen mod trappen og ned ad gangen. Benene er svage, kroppen føles forandret og åndedrættet er overfladisk. Det er en underlig følelse.

De går mod parkeringspladsen. Mod bilen. En følelse af løsladelse fylder hende, som om nogen har åbnet en dør, hun havde glemt fandtes.

CVK’et er trukket ud og et plaster er påsat i stedet for. Stikmærkerne på hænder og arme har efterladt blå pletter, som vidner. Men maven har det bedre. Kroppen er i bedring. Psyken halter. Alligevel tror hun på, at tiden vil hjælpe hende med at finde en hverdag igen.

Hun længes efter skoven. Efter en let brise. Efter vilde dyr og planter. Hun længes efter sit arbejde og sin lille familie. En helt almindelig hverdag, som mange andres.

Efter sig selv.