En særlig vagt som frivillig – og en smuk kærlighedshistorie

Jeg har haft en samtale på sorglinjen, som har fulgt mig lige siden. Faktisk tænker jeg stadig på den næsten hver uge. En ældre kvinde kontaktede os og delte sin historie med mig.

Hun fortalte om en smuk kærlighedshistorie. Om et menneske, hun havde delt det meste af sit liv med, indtil den dag han blev syg og gik bort.

Det er nogle år siden nu, men hun savner stadig sin elskede. Livet er gået videre, og hun har mennesker omkring sig, som hun holder af. Alligevel tænker hun på sin partner og savner ham hver eneste dag.

Hun fortalte, at det sværeste er at vågne alene i den store seng. Hun forestiller sig stadig, at han ligger der. Og når hun vender sig om og kigger, er der tomt. Den aften ringede hun, fordi hun følte sig ensom og havde brug for et menneske at tale med.

Der var noget særligt i vores samtale. En kemi. En fælles forståelse. En utrolig rar følelse af at være to mennesker, der mødtes et øjeblik.

Jeg hjalp hende den aften. Men sandheden er, at hun også hjalp mig. Hendes historie satte sig i mig. Den mindede mig om noget, jeg tror, vi alle sammen kan have brug for at huske:

At fortælle de mennesker, vi elsker, hvad de betyder for os.

At nyde livet, mens vi har det.

At være til stede i de små øjeblikke.

Og at passe på de relationer, der betyder noget.

Hun gav mig en endnu større lyst til at gøre mig umage. Til at blive ved med det, jeg gør. Til at huske at sige til mine børn, at jeg elsker dem, og at de betyder alt for mig. At sætte pris på de ting der bliver gjort for mig. Til at blive ved med, at tro på det gode.

Og til at værne om det gode samarbejde og de dejlige oplevelser med deres far – også selvom vi er skilt.

For livet er ikke kun det, vi står midt i lige nu.

Det er også de minder, vi en dag kommer til at længes tilbage efter.

Den samtale på sorglinjen mindede mig om, hvor meget kærlighed kan betyde gennem et helt liv.

Og hvor vigtigt det er at passe på den, mens vi har hinanden. ♥️